TJUKOTKAS
Geografi, historie og befolkning

Indholdsfortegnelse

Geografi

Rusland er det land på kloden, der har den største geografiske udstrækning. Landet dækker 11 tidszoner og er et puslespil af administrative enheder med forskellige grader af selvbestemmelse. Tjukotka (Чукотский Автономный Округ = Tjukotkas Autonome Distrikt) er Ruslands nordøstligste område. Tjukotka-halvøen er omgivet af Det Arktiske Hav mod nord, Bering Havet mod syd og derimellem Beringstrædet, som med sine knapt 80 kilometer på det smalleste sted, adskiller det asiatiske kontinent fra det nordamerikanske og udgør grænsen mellem Den Russiske Føderation og USA.

Tjukotka alene dækker et samlet areal på 737.700 km2 – omtrent som Frankrig og Belgien tilsammen. Hvis man fra Ruslands hovedstad, Moskva, flyver til Russisk Fjernøsten og videre til Tjukotkas hovedstad, Anadyr, har man tilbagelagt ca. 8.000 kilometer, og flyveturen varer ca. 9 timer.

Historisk ramme

For næsten 300 år siden, i 1725, besluttede den russiske tsar Peter den Store at sende søofficeren Vitus Bering, der havde dansk oprindelse, til Asiens nordøstligste hjørne i spidsen for en ekspedition, der skulle undersøge, om Asien var landfast med Amerika. Bering opdagede et smalt stræde, som senere blev opkaldt efter ham: Beringstrædet. Og allerede i 1743 krydsede de første russiske pelshandlere Beringstrædet og nåede til Alaska, som trinvist blev koloniseret og forblev russisk indtil området i 1867 blev solgt til USA. Tjukotka var et af de områder, der gjorde størst modstand mod den russiske zar og modsatte sig at betale skat. Langt tilbage i tiden havde der været kontakt mellem befolkningerne på hver side af Beringstrædet, og i slutningen af 1800-tallet var disse kontakter udviklet til livlige forbindelser og omfattende handelsaktiviteter. Men i 1922-23 lykkedes det Den Røde Hær at overvinde den sidste modstand og inkorporere Tjukotka som en del af Sovjetunionen, og dermed blev der indenfor ganske kort tid sat en stopper for kontakterne og handelen over Beringstrædet. I 1924 sejlede den dansk-grønlandske polarforsker, Knud Rasmussen, over Beringstrædet fra Alaska til Tjukotka; men ligesom handelsfolkene var han ildeset, og det lykkedes ham ikke at få opholdstilladelse.

Fra koldkrigsperiodens begyndelse i slutningen af 1940-erne blev området lukket for udlændinge, hvorefter viden om området og dets befolkning kun i meget begrænset omfang er nået udenfor Sovjetunionen. Men fra dansk og grønlandsk side har Tjukotka interesse på grund af de to berømte danskere, Vitus Bering og Knud Rasmussen, og fordi befolkningen i Grønland (inuit) er efterkommere af folk (yupiget), som for flere hundrede år siden udvandrede fra områderne omkring Beringstrædet via Alaska og Canada til Grønland.

Med Gorbatjovs glasnost-politik i slutningen af 1980-erne, efterfulgt af Sovjetunionens ophør i 1991 blev det igen muligt for danske forskere at indrejse til selv de fjernest liggende dele af det nye Rusland. I 1998 lykkedes det med økonomisk støtte fra en række private danske fonde for 1. Danske Tjukotka Ekspedition at gennemføre 2½ måneds feltarbejde i Tjukotka. Siden har Danske Tjukotka Ekspeditioner gennemført yderligere 5 tværfaglige feltarbejder (2001, 2003, 2005, 2006, 2018) i Tjukotka med sammenlagt mere end ét års ophold.

Administrativ status og befolkningssammensætning

Tjukotka Rajoner

Tjukotka har status af autonomt distrikt (okrug) og er omgivet af henholdsvis republikken Sakha (tidligere Jakutijen), Magadan region (oblast) og Korjak distrikt (okrug). Tjukotka blev officielt etableret i 1930 og opnåede 17. juni 1992 sin nuværende autonome status. Tjukotka er opdelt i 8 rajoner, som omtrent kan sammenlignes med danske kommuner: Anadyrskij rajon med provinshovedstaden Anadyr, Beringovskij rajon, Bilibinskij rajon, Iultinskij rajon, Providenskij rajon, Tjaunskij rajon, Tjukotskij rajon og Smidovskij rajon.

Navnet Tjukotka refererer til det tjuktjiske folk, som udgør den største gruppe af Tjukotkas oprindelige folk. Tjuktjerne (eller Luorawetlat, som de selv kalder sig og som betyder: “de rigtige eller oprindelige folk”) immigrerede til Tjukotka i det 4.-6. århundrede og udviklede gennem århundrederne et delvist symbiotisk forhold med eskimoerne (yupiget), hvor de to befolkningsgrupper udvekslede produkter med hinanden. Den eskimoiske befolkning i Tjukotka har traditionelt levet alleryderst på Tjukotka-halvøens østvendte kyst, og det er da også her, de fleste eskimoer stadig bor – i Providenskij og Tjukotskij rajoner. Et mindre antal eskimoer bor i Iultinskij rajon og i Tjukotkas hovedstad, Anadyr.

Yupiget eller eskimo

De cirka 2.000 mennesker i Tjukotka og på St. Lawrence Øen, der betegner sig selv som yupiget, udgør kun et mindretal blandt de ca. 125.000 inuit, inughuit, inupiat, yuppit m.fl., som i dag lever i Grønland, det nordlige Canada, Alaska og Tjukotka. Disse folk var tidligere kendt under fællesbetegnelsen ’eskimo’. Betegnelsen eskimo sættes dog ofte i forbindelse med kolonisering, undertrykkelse og marginalisering og har derfor i dag en negativ klang, især i canadisk, grønlandsk og international kontekst. Inuit (flertal af inuk = ’menneske’) er en fællesbetegnelse for de befolkningsgrupper, som sprogligt tilhører den østlige gren af de eskimoiske folk. De to dialekter, som tales i Tjukotka: tjaplino og naukan, tilhører den vestlige (yuppit) gren af de eskimoiske sprog, og tjaplino-dialekten er næsten identisk med dialekten på St. Lawrence Øen. I daglig tale i Tjukotka benyttes oftest betegnelsen ’eskimo’ (эскимос)’; men også i Tjukotka mærkes den internationale udvikling, så folk ofte omtaler sig selv som ’tjaplintsy’ og ’sirenikovtsy’ efter navnene på de to bygder, Tjaplino og Sireniki, hvor de fleste yupiget bor.

Den eskimoiske befolkning i Tjukotka er nært beslægtet med befolkningen på St. Lawrence Øen, der i forbindelse med Ruslands salg af Alaska i 1867 overgik til USA. Som følge af Koldkrigen blev grænsen mellem Rusland og USA fuldstændigt lukket; og i de efterfølgende år, indtil genåbningen af grænsen i 1988, var de to grupper af yupiget totalt afskåret fra indbyrdes kontakt. Og selv om det fra starten af 1990-erne har været muligt for de eskimoiske befolkninger at rejse visafrit over Beringstrædet, er der stadig kun begrænset kontakt mellem de to steder. I dag er der hverken færgeforbindelse eller rutefly mellem Tjukotka og Alaska, og fra begyndelsen af det 21. århundrede har den russiske regering i fortsættelse af flere tragiske båd-ulykker desuden forbudt krydsning af Beringstrædet i private både.

 

Den tjuktjiske befolkningsgruppe, som i dag bor side om side med yupiget, har traditionelt levet af rensdyravl og fulgt rensdyrflokkene på deres migrationsruter rundt i landet. I løbet af sovjettiden blev tjuktjerne fast bosat i enten egne landsbyer og bygder eller sammen med yupiget. De to befolkningsgrupper er således blevet ”blandet” via naboskab og indbyrdes giftermål – og russisk sprog er i vidt omfang blevet alles fælles sprog.

Efter sovjetstyrets overtagelse af Tjukotka i 1923 øgedes antallet af tilflyttere fra Sovjetunionens centrale regioner (bl.a. Hviderusland og Ukraine) betydeligt. I perioden 1955 til 1975 var indvandringen særligt voldsom. Der var to hovedårsager til denne indvandring: For det første er Tjukotka rig på naturressourcer, som den voksende industri i Sovjetunionen havde hårdt brug for, og for det andet foregik der en markant militær opbygning i Tjukotka – såvel som i Alaska på den anden side af Beringstrædet. Og for at fremme udviklingen i regionerne, tilbød den sovjetiske regering relativt høje lønninger til dem, der var villige til at lade sig udstationere i de nordlige egne. Som følge af den massive indvandring udgjorde yupiget i starten af 1980-erne kun knapt 3 % af hele Tjukotkas befolkning, tjuktjerne udgjorde ca. 35 %, mens majoriteten på over 60 % bestod af tilflyttere. I 1990 toppede indbyggertallet med omkring 160.000, og de oprindelige folk var således forvandlet til ubetydelige minoriteter i deres eget land. Da Sovjetunionen kollapsede i 1991, opstod der en omfattende økonomisk krise i Tjukotka, og omkring to tredjedele af tilflytterne valgte i årene umiddelbart derefter at flytte tilbage til Ruslands centrale regioner. Følgen var, at befolkningstallet i Tjukotka faldt til cirka en tredjedel i midten af 1990’erne. I det 21. århundrede har den økonomiske udvikling i Tjukotka medført en ny bølge af russisk indvandring samt en del tyrkiske og canadiske gæstearbejdere. De enorme udsving i befolkningsantallet skyldes således helt overvejende den europæiske ind- og udvandring; antallet af oprindelige folk er stort set uændret gennem de seneste 100 år.

Befolkningsudvikling i Tjukotka Autonome Okrug i det 20. århundrede.

Den øverste kurve viser det samlede antal indbyggere i Tjukotka. Den næstøverste indikerer tilflytterne, og de nederste næsten vandrette kurver viser antallet af henholdsvis tjuktjere og yupiget.

Rejse til Tjukotka

I lige linje er der ca. 9.300 km fra København til Providenskij rajon på det asiatiske fastlands yderste nordøstlige spids, og da retningen er direkte mod øst, strækker afstanden sig over 11 tidszoner. Fra Ruslands hovedstad, Moskva, tager det cirka ni timers indenrigsflyvning at nå frem til Tjukotkas hovedby, Anadyr. Man kan også vælge at tage den Transsibiriske Jernbane fra Moskva med retning mod Vladivostok, hvor man i seks døgn kører gennem bølgende, grønne landskaber, passerer Ural bjergkæden, fortsætter ind i Asien, over de centralrussiske stepper, forbi Bajkal søen og langs den kinesiske grænse til storbyen Khabarovsk ved Amur floden. Ved sin blotte varighed formidler togrejsen den enorme afstand, der er fra Ruslands hovedstad til føderationens provinser ved Stillehavet. Der er ingen mulighed for at nå Tjukotka hverken med tog eller bil. Fra Khabarovsk tager det tre-fire timers flyvning at nå frem til Anadyr. Fra flyet kan man se ned over et vidstrakt tundraområde, gennemkrydset af søer, vandløb og kørespor, og i baggrunden rejser der sig bjergkæder, som hist og her er snedækkede.

Anadyr
Anadyr 2006, foto Bent Nielsen

Tjukotkas hovedby, Anadyr, som i dag er næsten alle tilrejsendes første destination, er en relativt stor by. I slutningen af sovjettiden boede her op mod 15.000 mennesker, mens antallet af indbyggere i slutningen af 1990-erne faldt til under 10.000. Selvom hovedparten af indbyggerne i 1998 udgjordes af tilflyttere fra Sovjetunionens europæiske områder, boede der dog også en del yupiget og luorawetlat (tjuktjere). Fra Anadyr kan man fortsætte med fly eller skib til Providenskij rajon, hvor størstedelen af yupiget bor. I Providenskij rajon er befolkningen samlet i én by og fem bygder. I alt bor der cirka 4.500 mennesker i rajonen, og godt halvdelen bor i byen Providenija. Det eskimoiske mindretal udgør cirka 800 mennesker.

Landskab, dyreliv og globale klimaændringer

Med sine hvide, snedækkede fjelde og sit usædvanlige dyreliv opfattes Tjukotka af mange i det øvrige Rusland og i Vesten som fjern, ukendt og eksotisk. 
Rensdyravl
Indfangning af rensdyr i nærheden af Providenija, 2003. Foto: Bent Nielsen

I Tjukotkas centrale og sydvestlige områder er der fastlandsklima med store temperaturudsving, mens klimaet ved kysterne, hvor yupiget bor, er mindre ekstremt; men overalt er der tale om arktisk klima og permafrost. Yderst på Tjukotka-halvøen er klimaet omtrent som i Diskobugten i Grønland: En lang og kold vinter med temperaturer i januar fra -20til -45o celsius. Somrene er korte, og mange dage er blæsende og regnfulde. Men det er karakteristisk for Tjukotka-halvøen, at de mange, blæsende gråvejrsdage afløses af få dage med klart og stille vejr, hvor en tur på tundraen eller langs kysten bliver en uforglemmelig oplevelse af hektisk aktivitet blandt planter, dyr, fugle og fisk i den korte periode inden sne og is igen hindrer de fleste arters synlige aktiviteter. Selvom temperaturerne ikke svinger så voldsomt ved kysterne som i det centrale Tjukotka, er der alligevel markante vejrændringer, som influerer på tilværelsen for både mennesker og dyr. Det sker undertiden, at temperaturen om vinteren bevæger sig op over frysepunktet, hvilket naturligvis betyder, at sneen begynder at smelte. Når det kort efter igen sætter ind med frost, danner der sig et panser af is, som hindrer planteædende dyr i at finde ned til plantevæksten under sneen. Det hænder med mange års mellemrum at denne effekt er så voldsom, at rensdyr i stort antal – både vilde og tamme – dør at sult. I korthed kan vejret på Tjukotka-halvøen karakteriseres som ustabilt.

Traner i nærheden af Providenija, 2001. Foto: Bent Nielsen

Dyrelivet i Tjukotka er utroligt rigt og varieret. På landjorden ses i forholdsvist stort antal arter, som også er kendt i andre arktiske områder: isbjørn, brun bjørn, jærv, ulv, polarræv, almindelig ræv, rensdyr, elg, jordegern og lemminger samt en mindre bestand af bjergfår. På Wrangel Øen nord for Tjukotka-halvøen kommer mange isbjørne til verden, og herfra vandrer de over isen ned langs Tjukotkas og Alaskas kyster. Tidligere blev isbjørne jaget regelmæssigt; men er i dag totalfredet. I Tjukotka er der overraskende mange brune bjørne og ulve, hvilket skyldes det forhold, at eskimoer og tjuktjere af kulturelle årsager nødigt nedlægger dem. Derimod er antallet af jærve faldet betydeligt, fordi deres skind eftertragtes, ligesom begge arter af ræve jages for skindets skyld. Der findes foruden de tamme rensdyr en bestand på ca. 10.000 vilde rensdyr fordelt over store dele af Tjukotka, og i landets indre og vestlige områder lever desuden omkring 2.000 elge.

Spækhugger med den karakteristiske rygfinne, 2008. Foto: Bent Nielsen

Der findes i Tjukotka et fugleliv, hvis mage knapt kendes andre steder i verden: Store kolonier af tejster, skarver, søkonger, lomvier m.fl. på stejle klippepartier ved kysterne. På tundraen findes blandt andet ryper, præstekraver, brushaner, hjejler, stenvender m.fl. og om sommeren kan man med lidt held både se og høre traner danse. Ravne findes overalt, flere arter af kjove er almindelig mange steder og sneuglens lydløse vingeslag er ikke et usædvanligt syn på tundraen. Langs med kysterne lever og yngler et stort antal forskellige arter af terner og måger, herunder blandt andet den sjældne rosenmåge. Mange arter af ænder og gæs kan medregnes til Tjukotkas fauna, ligesom snespurv og andre små sangfugle.

Foruden rensdyrene er det havets rigdom af pattedyr, der spiller den vigtigste rolle for yupiget og tjuktjere i kystområderne. Både spættet sæl, ringsæl, grønlandssæl og remmesæl er udbredt ved Tjukotkas kyster; men størst betydning som jagtbytte har hvalrossen, som i enkelte bygder udgør det vigtigste fødegrundlag for befolkningen. Der nedlægges mere end 2.000 hvalrosser om året i Tjukotka. For de samme mennesker spiller gråhvaler en stor rolle, og i mindre omfang grønlandshval og hvidhval. Spækhuggere er også almindelige, men ligesom bjørne og ulve jages de af kulturelle årsager ikke af yupiget og tjuktjere.

I havet udfor Tjukotka findes tre laksearter, bl.a. stillehavslaks, som fiskes i store mængder sidst på sommeren. Også arktisk torsk, smelt og andre fiskearter spiller en rolle for Tjukotkas befolkning. I sovjettiden var fiskeri et af de vigtige erhverv i regionen, mens det i dag er en del af den oprindelige befolknings overlevelsesstrategi og en populær hobby for tilflyttere.
Delvist nedgravet kammer med stensætning og hvalkranier. Ittygran, 2008. Foto: Bent Nielsen

 

Som andre steder i Arktis er de globale klimaændringer også mærkbare i Tjukotka. Både tjuktjere og eskimoer har fortalt om ”naturproblemer”, som deres forældre og bedsteforældre ikke har kendt til. Tjuktjiske rensdyravlere konstaterer, at den ovenfor nævnte tø-genfrysning-effekt er tiltaget i de senere år med negativ indflydelse på rensdyravlen og økonomien til følge. Havdyrfangere må i vinterhalvåret i nogle tilfælde tillære sig helt ny viden om vejr og havstrømme og som følge deraf også om dyrelivets bevægelser og reaktioner. Traditionel jagt på for eksempel sæler på isen bliver livsfarlig, når den viden, der er nedarvet gennem generationer, viser sig ikke mere at være i overensstemmelse med virkeligheden. Et andet eksempel på klimaændringernes indflydelse er det i arkæologisk sammenhæng enestående kultiske anlæg, Hvalalléen, på øen Ittygran. Hele komplekset blev anlagt for omkring 500 år siden på en stenet kystslette og består af hvalkranier, underkæber fra grønlandshval, som er placeret lodret i terrænet, avancerede stensætninger, kødgrave og en boplads. Anlægget er gennem århundrederne bevaret relativt godt, hvilket bl.a. skyldes det arktiske klima og afsondretheden fra moderne bebyggelse. Danske Tjukotka Ekspeditioner besøgte Hvalalléen i 2001; men da ekspeditionsgruppen vendte tilbage igen i 2003, var omkring en tredjedel af Hvalalléen smadret og skyllet bort af isflager og efterfølgende højvande.

Sovjetisk ideologi, sprog og minoritetspolitik

Sovjettidens integrationspolitik indebar både fordele og ulemper for de oprindelige folk. Skoler, sundhedssystem og senere også forretninger var med til at øge den almindelige velfærd. Samtidig var der eksempler på tvangsflytninger, påtvungne ophold på internatskoler og favorisering af russisk sprog – og dermed en voksende ulighed mellem de oprindelige folk og det stigende antal russisk-talende tilflyttere. Indenfor en periode på cirka 50 år betød alle disse nye forhold en direkte og markant indvirkning på alle områder af Tjukotkas oprindelige folks tilværelse. Med marxistisk-leninistisk ideologi og den ”naturgivne samfundsevolution” som udgangspunkt blev de oprindelige folk anset for at være mindre civiliserede og mere tilbagestående i sammenligning med de russisktalende indvandrere. De skulle derfor af de mere ”avancerede og civiliserede” russere hjælpes og løftes op på et højere evolutionært udviklingstrin. Denne ideologisk baserede tilgang medførte en marginalisering, stigmatisering og i nogle tilfælde udryddelse af de oprindelige folks sprog og kulturer. Og derfor blev yupigets og tjuktjeres selvforståelse ofte forbundet med skam og med et ønske om at slippe ud af den uønskede identitet. En måde at gøre det på var at tilegne sig gode russiskkundskaber og nedtone brugen af eget sprog. Kort efter Sovjetunionens dannelse fik det russiske sprog nemlig officiel status som statssprog og fælles kommunikationsmiddel, og ved hjælp af den officielle sprogpolitik og statspropagandaen overtog russisk sprog indenfor få årtier uddannelse og kommunikation i store dele af landet. I sammenhæng med, at russiske sprog i stigende grad blev associeret med en række positive værdier (uddannelse, civilisation, udvikling, kultur, hygiejne, m.v.), mistede minoritetssprogene status. De blev endog af de oprindelige folk selv i nogle tilfælde forbundet med tilbageståenhed, mindreværdighed og dårlig hygiejne. Flere yupiget såvel som tjuktjere har fortalt, at det var stigmatiserende at være yupik eller tjuktjer, og at de derfor også skammede sig over at tale deres modersmål med deres forældre og bedsteforældre, når russisktalende tilflyttere var til stede, fordi de ikke ønskede, at russerne skulle opfatte dem som værende anderledes.

Materiale til undervisning i eskimoisk sprog udarbejdet af skolens egne lærere i bygden Novoe Tjaplino, 1998. Foto: Bent Nielsen

 

Som følge af den sovjetiske minoritetspolitik er den sproglige mangfoldighed, som tidligere karakteriserede Rusland (ved folketællingen i 1926 opregnedes 190 etniske grupper og 150 nationale sprog indenfor Sovjetunionens grænser), efterhånden udskiftet med en vis homogenitet, hvor russisk i dag ofte er det eneste sprog, som bliver lært og brugt i både skoler og hjem. I år 2000 var der igen en folketælling, og den russiske regering optalte 45 såkaldte ”Den Russiske Føderations Fåtallige Minoritetsfolk”. Flere end 30 af disse 45 folkeslag lever i Sibirien og Fjernøsten, og 17 ud af de 45 tæller færre end 1500 mennesker. Endnu færre taler deres oprindelige sprog. Også i Tjukotka er russisk hovedsproget i så godt som alle sammenhænge, mens brugen af de eskimoiske og tjuktjiske sprog i stadigt højere grad er begrænset til brug i særlige situationer.

Som følge af en strukturel omorganisering af befolkningens sociale organisering i sovjettiden eksisterer det traditionelle fangst-erhverv ikke længere i Tjukotka, ligesom der heller ikke eksisterer en blandingsøkonomi, hvor lønarbejde og fangst supplerer hinanden og som er f.eks. karakteristisk for de eskimoiske bygder i Alaska. Fangst-erhvervet blev i sovjettiden kollektiviseret og industrialiseret og alle fangere blev – ligesom rensdyravlere – ansat i det lokale statskollektiv og mistede retten til deres ”egen” fangst. Alt tilfaldt kollektivet, som til gengæld udbetalte månedsløn og stillede fangstredskaber og transportmidler til rådighed. Det var først med Sovjetunionens sammenbrud og den efterfølgende økonomiske krise, som ramte hele regionen, at fangsten igen fik betydning som en vigtig overlevelsesstrategi på trods af, at fangsterhvervet i princippet forblev et lønarbejde på lige fod med skolelærere, elektrikere, m.fl. Først i de allerseneste år er det enkelte steder lykkedes de oprindelige folk at overtage ansvaret for og udbyttet af fangst, fiskeri og rensdyravl.  

Social armod og ny etnisk selvforståelse

Da Sovjetunionen brød sammen i 1991, blev Tjukotka ramt af en voldsom økonomisk, ideologisk og social krise. I interviews fra 1998, 2001, 2003 og 2005 fortæller flere beboere i bygder og byer i Tjukotka om disse forarmede tider, hvor der hverken var mad, vand eller varme i bygderne. Russerne forlod Tjukotka i både direkte og overført betydning: Den kommunistiske ideologi ophørte, der var ringe økonomisk støtte fra Ruslands centrale regioner, og de russisktalende tilflyttere fraflyttede Tjukotka i stort tal. Samtidig medførte de samfundsmæssige forandringer og den ideologiske frustration en stigning i sociale og helbredsmæssige problemer i bygderne: øget alkoholmisbrug, vold, selvmord, svigt af børn, m.m. I denne omstillingsperiode blev Tjukotkas oprindelige folk tvunget til at finde nye måder at overleve på og dermed også et behov for at redefinere værdier og holdninger fra sovjettiden. Havdyrfangst, rensdyravl, shamanisme, madkultur, sprog, sang og dans blev revitaliseret og set i opposition til de russiske traditioner og sprog. Flere unge eskimoer begyndte at interessere sig for fangst og genlære bedsteforældrenes kulturelle indsigt, og det blev relativt populært at kunne tale sproget.

Ved større arrangementer og festlige begivenheder optræder eskimoer og tjuktjere i traditionelle dragter og med traditionel sang og musik. Novoe Tjaplino, 2006 og Anadyr, 1998. Foto: Daria M. Schwalbe og Bent Nielsen

I december 2000 (på det tidspunkt var Tjukotka en af de fattigste regioner i hele Den Russiske Føderation), blev den russiske oliemilliardær, Roman Arkadjevitj Abramovitj, der i vestlige medier mest er kendt for sit ejerskab af den engelske fodboldklub, Chelsea, valgt som Tjukotkas guvernør. Allerede i 2001 blev de økonomiske forandringer i Tjukotka synlige: Selv i de fjernest liggende bygder blev der bygget nye huse, skoler, klinikker og el- og vandværker; forsyningslinjer og infrastrukturer blev genetableret, og lønninger og sociale ydelser blev igen udbetalt regelmæssigt. Livet i Tjukotka blev nogenlunde stabilt, og den lokale befolkning vendte tilbage til en lidt tryggere tilværelse.

Eksempel på nye typehuse, bygget i tiden efter Abramovitjs indsættelse som guvernør i december 2000. Nove Tjaplino, 2003. Foto: Mette Thybo Jensen

 

Abramovitjs regering fortsatte den tidligere ’vi-er-i-samme-båd’-politik, som i øvrigt blev styrket af Putins ”længsel efter sovjettiden”, hvor den sovjetiske orden stod i kontrast til det postsovjetiske kaos. Med genfundet stabilitet i regionen fik ’russerne’ også genvundet deres rolle som Tjukotkas ’storebror’, der har ’reddet’ den oprindelige befolkning. Tabet af eskimoisk og tjuktjisk kultur og tradition, som de oprindelige folk blev opmærksomme på i 1990-erne, tilskrev russerne den indfødte befolkning selv: I følge de russisktalende tilflyttere var det yupigets og tjuktjeres egen skyld, at de havde mistet deres kultur og ikke længere talte sproget: Det blev gjort til noget skamfuldt at man som yupik og tjuktjer ikke kunne tale sit eget sprog. Således medførte Abramovitjs regerings politik og de igangværende forandringer med stigning i sociale og helbredsmæssige problemer blandt den oprindelige befolkning i bygder og byer ironisk nok en yderligere stigmatisering af den lokale befolkning. Ligesom mange andre steder i Arktis, kæmper Tjukotkas befolkning med store sociale og helbredsmæssige problemer, og den gennemsnitlige levealder i bygderne er meget lav. I bygderne er det først og fremmest det lokale netværks uformelle økonomi – syning af tøj, bagning af brød og kager, udveksling af redskaber, salg af souvenirs, udlejning af boliger m.m. samt pensionisters og handicappedes meget små overførselsindkomster – der spiller den afgørende rolle for de enkelte familiers dagligdag og økonomi, og som gør det muligt for befolkningen at overleve. Havdyrfangst og rensdyravl er tilsvarende blevet vigtige elementer i den daglige overlevelse: produkter fra dyrene udgør i kombination med indsamling af æg fra fuglefjelde og indsamling af bær, urter og svampe en vigtig del af befolkningens daglige kost.

En stor del af den oprindelige befolkning i Tjukotka bor i små bygder, hvor levestandarden er lav. Indsamling af bl.a. svampe og salg af egne produkter udgør en væsentlig del af den lokale økonomi. Novoe Tjaplino 2001 og 2003. Foto: Bent Nielsen og Mette Thybo Jensen.

Så selv om Tjukotka med dagligdagens trivialiteter og otte timers arbejdsdag ved første blik minder om andre bygder og byer i Rusland, er livet i Tjukotka stærkt præget af de oprindelige folks tilstedeværelse og af en særlig regional identitet, der giver sig udtryk på mange måder: dans, kunst, erhverv, sprog, tøj og en række festlige begivenheder, som fejres over hele regionen med trommedans, sang, og traditionelle sportskonkurrencer. Også den unikke natur og sammenspillet mellem mennesket og naturen indtager en vigtig plads i befolkningens bevidsthed og selvforståelse. Mange indbyggere i Tjukotka – både oprindelige folk og tilflyttere – giver på hver deres måde udtryk for en stærk tilknytning til Tjukotka og hævder, at de vanskeligt vil kunne finde sig til rette andre steder: ”En gang Tjukotka – altid Tjukotka”. For den oprindelige befolkning af yupiget og tjuktjere, er de nævnte kultur-, erhvervs- og samfundselementer vigtige både for deres selvforståelse og for deres kamp for anerkendelse af rettigheder til land, ressourcer og lokal selvbestemmelse.

Supplerende litteratur

Gray, Patty, Nikolai Vakhtin and Peter Schweitzer: Who owns Siberian ethnography? A critical assessment of a re-internationalized field. Sibirica, vol. 3 (2), s. 194-216, 2003

Jensen, Mette Thybo: Unge kvinder før og nu. I Tidsskriftet Grønland, nr. 4, s. 134-139, 2005

Jessen, Peter: Eskimokunsten i Sibirien. Tidsskriftet Grønland, Nr. 2-3:60-69, 1980 

Jessen, Peter: Digte på en døende eskimoisk dialekt. Tidsskriftet Grønland:61-63, 1981

Krupnik, Igor I.:  Asiatic Eskimo traditional subsistence model, cultural continuity and possibilities for reconstruction. Études/Inuit Studies, vol. 5 (2), s. 3-28, 1981

Krupnik, Igor I.: The Chukchi Peninsula and Bering Strait. I Denise Landau (red.) Remote Alaska and the Russian Far East. Institut for Eskimologi, Københavns Universitet, s. 1-31, 1993

Krupnik, I. I. and Vakhtin, N. B.: Indigenous Knowledge in Modern Culture: Siberian Yupik Ecological Legacy in Transition. Arctic Anthropology Vol. 43, No.1., 1997

Morgounova, Daria: De mulige sprog og sprogenes muligheder. I Tidsskriftet Grønland, nr. 4, s. 140-144, 2005

Morgounova, Daria: Sprogideologier i brug: Et studie af Yupik sprog og sprogbrugen på Tjukotka halvøen. I Tidsskriftet Grønland, nr. 2, s. 157-168, 2012

Morgounova, Daria: Language Ideologies at Work: Economies of Yupik Language Maintenance and Loss. Sibirica (Berghan Journals), Vol. 14, No. 3, s. 1-27, 2015

Morgounova, Daria: Sustaining linguistic continuity in the Beringia: Examining Language Shift and Comparing Ideas of Sustainability in Two Arctic Communities, The Canadian Journal of Anthropology, vol. 59/1, s. 28-43, 2017

Nellemann, George: De asiatiske eskimoer og den nye tid. Tidsskriftet Grønland: 139-142, 1963a

Nellemann, George: Opbygning og udvikling blandt Sovjetunionens polarfolk. Tidsskriftet Grønland nr. 3:99 – 108, 1963b

Nielsen, Bent: Eskimoer i Tjukotka. Samfund og etnicitet i forandring. Ph.d.-afhandling. Afdeling for Eskimologi, Humanistisk Fakultet, Københavns Universitet. København, 2005

Nielsen, Bent: ”… for mig en Oplevelse, jeg næsten ikke tør tro paa.” Knud Rasmussen i Tjukotka i 1924 – og i dag. Tidsskriftet Grønland, nr. 5-6: 233-249, 2007

Pika, I. A., Lydia P. Terentyeva and Dmitry D.Bogoyavlensky: Ethnographic Summary: The Chukotka Region. National Science Foundation. Russian Academy of Sciences, 1993

Rasmussen, Hans Erik: Om den sovjetiske etnologi og de oprindelige befolkninger i det nordøstlige Sibirien. Noter og oversigter. Marxistisk antropologi Vol. 3:151-180,1977

Rasmussen, Knud: Myter og Sagn fra Grønland, bd. 3: Thule og Nordgrønland. København, 1925

Schwalbe, Daria Morgounova og Bent Nielsen: Tjukotka – ukendt og velkendt. Geografisk Orientering, nr. 2, august, s. 450-461, 2012

Steller, Georg Wilhelm: Berings rejse fra Sibirien til Amerika. Kaptajn Vitus Berings opdagelse af Alaska 1741-1742. Tidens Forlag, København, 1990

Vakhtin, Nikolai B.: ‘Linguistic Situation in the Russian Far North: Language Loss and Language Transformation’. In: Osahito Miyaoko and Minoru Oshima (eds.) Languages of the North Pacific Rim, vol. 2. Graduate School of Letters, Kyoto University. Pp. 163-177, 1997

Vol’phson, A. G.: Whaling Gray Whales (eschrichtius gibbobus) and its Significance in the Life of the Aboriginal Population on the Chukotka Peninsula. Paper presented at IWC Meeting, Bournemouth, 1987

Woodbury, Anthony C.: Eskimo and Aleut Languages. In Arctic, Handbook of North American Indians, edited by David Damas. Smithsonian Institution, Washington, 1984

DanishEnglishRussian